Aftaleloven
Også kaldet lov om aftaler, aftalelovens § 36, aftaleretten
Aftaleloven afgør, hvornår en aftale er bindende, hvem der kunne indgå den — og hvornår et vilkår kan tilsidesættes som urimeligt.
Kort fakta
- Afgør
- Om aftalen binder
- Rummer
- Reglerne om fuldmagt
- § 36
- Urimelige vilkår kan tilsidesættes
I praksis
En kreditor møder aftaleloven tre steder, og som regel først når kravet bestrides.
- Blev der indgået en aftale? Tilbud og accept behøver ikke være skriftlige, men de skal kunne bevises. Det er her, ordrebekræftelsen tjener sig ind.
- Kunne den, der bestilte, binde virksomheden? Reglerne om fuldmagt afgør, om indkøberen, montøren eller praktikanten forpligtede selskabet. Indsigelsen “han havde ikke bemyndigelse” er hyppigere, end man skulle tro.
- Holder jeres egne vilkår? Efter § 36 kan et urimeligt vilkår ændres eller tilsidesættes. Det rammer sjældent en almindelig renteklausul mellem erhvervsdrivende, men det er grunden til, at et sæt handelsbetingelser skal være til at forsvare og ikke bare skarpt.
Det bliver ofte gjort forkert
- Man skriver vilkårene så hårdt som muligt. Et vilkår, der kan tilsidesættes, er svagere end et, der er rimeligt og holder hele vejen.
- Man dokumenterer ikke, hvem der bestilte. Uden navn og rolle på ordren er fuldmagtsspørgsmålet åbent, og det tager tid at lukke bagefter.