Vi startede Rieck,
fordi vi havde set nok.

Vi kommer fra branchen. Vi har siddet i den anden ende af de opkald — og vi holdt op med at kunne forsvare dem.

Den, der ringede, havde et manuskript. Spurgte skyldneren om renter, frister eller en indsigelse, var der ikke mere at sige.

Og det var jeres navn, der stod på brevet. Gik samtalen skævt, var det jer, der mistede kunden.

Og når kravet blev stort nok til at gøre ondt, stod de af.

Så byggede vi det, vi selv manglede. Og vi byggede det i den rigtige rækkefølge: juraen først, systemet ovenpå.

Men jo flere sager der kom ind, jo tydeligere blev det: de færreste af dem burde nogensinde have været sager.

En faktura, der går ud uden forfaldsdato, uden rente og uden et bevis, nogen kan bruge, er dér, sagen bliver svær — længe før fogedretten.

Så vi byggede baglæns — fra fogedretten, gennem rykkeren og betalingen, hele vejen tilbage til kontrakten og underskriften.

I dag er inkasso den sidste udvej. Kontrakt, faktura, betaling og rykker ligger på ét sagsnummer, og hvert skridt udløser det næste.

Vi bliver ved. Også når kravet bliver stort, og også når skyldner ikke kan betale i dag.

Og vil I ud igen, så går I. Der er én dags opsigelse, og I bliver, så længe vi henter pengene hjem.